Schalle nur, beliebter Ton – dänisch

Dänischer Text des Booklets – Übersetzung Dr. Peter-Boy Andresen

 

1-2 JOHANN HEINRICH SCHMELZER (1623-1680)

Sonata á 2 i g for violin, fagot og basso continuo

[allegro-adagio-allegro] – [presto]

 

3-6 GEORG PHILIPP TELEMANN (1681-1767)

Sonata TWV 40:111 [b-dur] for blokfløjte i f og violino piccolo

dolce-scherzando – largo e misurato – vivace e staccato

 

7 PHILIPP HEINRICH ERLEBACH (1657-1714)

“Angedenken mein Vergnügen” fra: “Harmonische Freude musikalischer Freunde” 1697* for sopran, 2 violini piccoli og basso continuo

 

8-10 JOHANN ROSENMÜLLER (1619-1684)

sonata terza á 2 for violin, viola da gamba og basso continuo

[allegro]-adagio-[allegro]

 

11-14 PIERRE PROWO (1697-1757)

sonata g-moll for blokfløjte i f‘, (diskant-)viola da gamba og basso continuo *

adagio-allegro-adagio-allegro

 

15 ANONYM (17. århundrede)

sonata á 5 fra: “Partiturbuch Ludwig” 1662 *

for 2 violiner, viola da gamba, fagot og basso continuo

 

16-18 MICHAEL ERNST VON ESSEN (1715-1788)

“Schalle nur, geliebter Ton” Glückwunschkantate 1738 *

for sopran, 2 violiner og basso continuo

AMELIE MÜLLER [7, 16-18] – sopran

CONCERTINO SCHLESWIG-HOLSTEIN

PAUL BIALEK – violin [1-2,6,7] – Buchstetter, Regensburg, 18. århundrede; violino piccolo [3-7] – Georg (II) Klotz, Mittenwald 1780

BETHANY WEBSTER-PARMENTIER – violin [8-10, 15-18] – anonym, Sachsen ca. 1760; violino piccolo [7] – anonym, England ca. 1750

SUSANNE HORN – diskant-viola da gamba [11-14] – Jörn Erichson, Kassel 1976, efter engelske forbilleder; bas-viola da gamba [8-10, 15-18] – Wolfgang Uebel, Celle 1978 efter engelske forbilleder; kontrabas-viola da gamba [1-2, 7] – anonym, Frankrigca. 1740

THOMAS PETERSEN-ANRAAD – violoncello [3] – anonym, Böhmen ca. 1730; violone [15-18] – Johannes Rubner, Markneukirchen 1976, efter anonyme forbilleder

THOMAS RINK – blokfløjte i f’ [3-6, 11-14] – Heinz Roessler, Weddingstedt ca. 1980, efter Johann Oberlender, fagot [1-2, 7, 15-18] – Guntram Wolf, Kronach 1985, efter et anonymt instrument , kontrafagot [8-10] – Guntram og Peter Wolf, Kronach 2005, efter Andreas Eichentopf 1714

GERO PARMENTIER – theorbe [1-2, 8-10, 15]- Anders Ahlborg, Tumba/Stockholm 2018, efter Vendelino Venere; arciliuto [7, 11-14, 16-18] – Günter Mark, Elsa 2012, efter Magnus Tieffenbrucker

PETER UEHLING [1-2, 11-14] – cembalo – anonym efter italienske forbilleder

MALTE WIENHUES [7-10, 15-18] – orgel- Johann Gottfried Schmidt, Rostock 2012, efter anonyme forbilleder

 

Da Lothar Stöbel i 1985 grundlagde GESELLSCHAFT FÜR ALTE MUSIK IN SCHLESWIG-HOLSTEIN (selskabet for gammel musik i Slesvig-Holsten) i denne smukke delstat, og sammen med mange forbundsfæller begyndte at opføre musik fra renaissancen og baroktiden på historiske instrumenter, ansås dette for temmelig eksotisk. “Tempora mutantur” (tiderne ændrer sig) kunne være mottoet for denne gammel-musik-bevægelse, thi efterhånden er det næsten selvfølgeligt, at originalinstrumenter bruges i såvel Händels “Messias” eller i de store Bach passioner, som i adskillige andre værker. De gamle mestre, der har erfaring i den historisk- informerte opførselspraksis, som f.eks. August Wenziger, Gustav Leonhardt, Nikolaus Harnoncourt eller Frans Brüggen, kan ikke takkes ofte nok for, at de har forandret spille- og hørevaner, men også har understøttet opførslen af værker af de, såkaldt, mindre kendte mestre. Mange vidunderlige kompositioner af Heinrich Ignaz Franz Biber, Carlo Farina, Unico van Wassenaer m.f. ville nok den dag i dag ligge upåagtet i arkiverne og bibliotekerne, hvis ikke disse store musik-fortolkere havde været så uendelig flittige og havde forsket, kopieret, editeret og indspillet. Desuden har disse musikere dermed vist, at sortering af komponister i en anden, måske tredje, række ikke gør nogen sans.

Selskabet for gammel musik i Slesvig-Holsten har siden begyndelsen bestræbt sig på, at øge kendskabet til ukendte værker og mindre kendte komponister, og her i særdeleshed til dem med tilknytning til Nordtyskland og Skandinavien. Således er der på vores første cd forenet stykker fra Altona (Prowo), Hamborg (Telemann) og Braunschweig-Wolfenbüttel (anonym og Rosenmüller) og af mestre, der er født i Østfrisland (Erlebach) eller har virket i Husum (von Essen). Også østrigeren Johann Heinrich Schmelzer kan problemfrit indlemmes i rækken, da han er repræsenteret med 31 værker i den svenske Düben samling1.

Vi håber, at vi kan gør jer en glæde med et par standardværker fra vores repertoire, men- trods alt- også fire verdens førstindspilninger, og dermed vække interessen for vores arbejde.

 

Johann Heinrich Schmelzers trio for violin, fagot og basso continuo kunne udmærket spilles på en bas-dulcian, men også en opførelse med et barokinstrument er mulig. Værket stammer fra Karl von Lichtenstein-Kastelkorn zu Kromeriz (Kremsier) berømte musiksamling2 og har denne dejlige humor, som vi som udøvende musikere gerne vil følge op. Enten at vi tager os agogiske friheder – alene eller i dialog med den henholdsvis anden overstemme – eller prøver at kilde den tung-lette ungarske rytme frem.

Schmelzer følger i øvrigt i instrumenteringen af violin, dulcian/ fagot og generalbas Giovanni Battista Fontanas, der nok må gælde som denne trio-besættelses opfinder, italienske model.

 

Georg Philipp Telemanns lille duet TWV 40:111 findes i den 20. og 21. “Lection” af “Music-Meisters” fra året 1728. Stykket kan både spilles på tværfløjte (sammen med viola pomposa eller violin) eller, en lille terts højere, på blokfløjte (med violino piccolo) . I denne udgave findes sonaten allerede i en optagelse med Kees Boeke og med den, af os højtærede, Alice Harnoncourt. Vi agter alligevel at lave en optagelse af stykket, fordi vores violino piccolo af Georg (II) Klotz skal få mulighed for at frembringe dens enestående klang. . Duoen viser Telemanns, især i de tidligere år af hans ophold i Hamborg, underholdende stil. Man er nu og da tilbøjelig til at tilråbe mesteren på dennes velplejede, plattyske Hamborgdialekt “Schorschi , lav da ikke altid sådan noget kort bras – syng og spil da en smule mere!!” For stykket Lago e misurato f.eks. er en perle i den italienske stil og man ville ønske, at det ikke kun er 16 takter langt.

 

“Angedenken, mein Vergnügen” tilhører samlingen “Harmonische Freude musikalischer Freunde” del 1, som Philipp Heinrich Erlebach offentliggjorde 1697 i Nürnberg. Den lille arie3 er nummer 38 og kræver i instrumenteringen violino piccolo I og II. Den er sandsynligvis, foruden de 2 korte ritorneller fra 2. akt af Monteverdis “L’Orfeo” og i Johann Heinrich Schmelzers „La Memorie dolorose4 såsom Johann Schelles „Schaffe in mir, Gott …“ (han besætter dog 2 cornettini ELLER 2 violini piccoli), musikhistoriens fjerde kendt indtil videreværk, i hvilket 2 piccolo violiner kommer til indsats. Vi er ualmindelig taknemmelige for, at vi måtte låne dette instrument, bygget af en anonym engelsk violinbygger fra det 18. århundrede. Erlebach kræver her for violinparter en scordature med stemningen d’-g’-d’’-g’’, men vi anvender kun ved 2. piccolo. Klotz-violinen derimod ændres af klangens grund ikke og forbliver i den almindelig brugte stemning b-f’-c’’-g”. Af grunde, der hænger sammen med musikken og teksten, tog vi os friheden til at bytte vers 3 og 4.

[1] „Angedenken, mein Vergnügen, du kannst allen Schmerz besiegen, du erquickst die matte Brust, Angedenken meine Lust.

[2] Teures Herze, musst Du scheiden, musst Du, was Du liebest, meiden, merke diesen Trost dabei, Dir bleibt doch Angedenken frei.

[4=3] Das zu sehen, das zu finden, was uns einmal könnte binden, macht die Freude nicht allein, sie kann auch beim Denken sein.

[3=4] Wahre Freundschaft wohnt im Herzen, kann das Aug‘ es gleich verscherzen, daß es nichts vor sich erblickt, bleibt doch viel ins Herz gedrückt.

[5] Dieses bleibet unbenommen, um das Sehen kann man kommen. Die Brust so Andenken nährt, bleibet dabei ungestört.“

 

Johann Rosenmüllers Sonata III i d-mol stammer fra samlingen “Sonatae á 2, 3, 4 e 5 stromenti da arco et altri” fra 1682. Basstemmen kan besættes af en dulcian, fagot, violoncello eller – som i vores tilfælde – af en viola da gamba. Dette værk i tre satser viser hele Rosenmüllers mesterskabelige dygtighed – dialogen mellem de to næsten ligevægtige soloinstrumenter bliver brugt til et kontrapunktisk finarbejde. Vi har, i vores indspilning , ud over orglets og lutens generalbas, valgt en kontrafagot, for – tilsvarende Schmelzer sonaten, men her med kontrabasgamba – at opnå en sonor, dyb klang. Forøvrigt kan brugen af et 16’-fagot, især i værker af komponister fra det centrale Tyskland, indirekte aflæses af ældre stemmer fra blæsergruppen5.

Pierre Prowo stammer fra Altona, der i det 18. århundrede hørte til det danske kongerige6. Prowo var organist ved den reformerte kirke, en lille bygning fra 16037. Foruden værker i ren blæsergruppebesætning for f.eks. 3 oboer og 2 fagotter eller 2 blokfløjter, 2 oboer og 2 fagotter, er nogle triosonater Prowos bevaret, derunder en trio med den sjældne instrumentering blok- og tværfløjte med basso continuo og værket i fire satser for blokfløjte og viola da gamba med basso continuo i vores indspilning. Vi har besluttet os til, at interpretere gambeparten på et diskant-instrument. Prowos kollega, Telemann, har ofte forlangt denne kombination af blæseinstrument og dessus de viole i sine trioer, og i det mindste af klang- og spilletekniske grunde taler intet mod vores version.

Anonym er 23 værker i “Partiturbuch Ludwig” overleveret. Jacob Ludwig (1623-1698) kalder disse ukendte komponister m/k for Incerti. I året 1662 dedikerede han hertug August von Braunschweig og dennes hustru Sophie Elisabeth samlingen. Den befinder sig under signaturen Cod. Guelf. 34.7 Aug. 2˚ i Herzog-August-Bibliothek og er i mellemtiden digitaliseret. Samlingen indeholder 1148 værker med skiftende besætninger. Vores sonata er nummer 87 (recte 88) 9 og forlanger udtrykkeligt foruden 2 violiner, viola da gamba og basso continuo, en violone i 8’- tone eller fagotten som 4. obligat stemme. Som i mange af samlingens værker finder man overraskende vendinger og spændinger. Ligefrem “moderne” fremtoner indledningen, da den er komponeret i form af en fransk ouverture.

Michael Ernst von Essens kantate, der har navngivet vores CD, blev sandsynligvis endnu komponeret i Stralsund og udgivet af Konrad Küster10. Dette værk er den eneste overleverede komposition af von Essen, der tilbragte det meste af sit liv i Husum, hvor han siden 1742 var kantor ved St. Marien kirke. Ved siden af de udførlige informationer af Konrad Küster, skal det nævnes, at ingen mindre end Georg Philipp Telemann 1740 og 1765 havde kontakt til Michael Ernst von Essen11.

 

 

producent og (c) Thomas Rink

optagelse: 14.-17. Juli 2020 i Lilienthal, St.-Jürgen-Kirke

lyd: Dirk Alexander http://brecord.de/impressum.html

layout: Maria Roth

coverbaggrund: Katrin Papra „Vesterhavet“

foto: Gero Parmentier og Nils-Lennart Saß

 

videre informationer se under www.amelie-muller.de.

 

særlig tak gælder Peter Boy Andresen, Bernhard Horn, Michael Schwarz og Volker Werner, såvel som pastor Wildrik Piper og kirkemenigheden St. Jürgen, Lilienthal

 

2Sehnal, Jiří [und] Pešková, Jitřenka: Caroli de Liechtenstein-Castelcorno episcopi Olomucensis operum artis musicae collectio Cremsirii reservata (also: Die Sonder-Sammlung der musikalischen Kunstwerke des Karl von Liechtenstein-Castelcorno, Bischofs von Olmütz, zu Kremsier), Band 1 Praha 1997, Band 2 Praha 1998

et er sandsynligvis sin egen tekst.

S.o. Omonsky, Ute: Artikel ERLEBACH in MGG, 2. Ausg. Bd. 6.- Kassel [u.a.] : Bärenreiter-Verl., 2001, Sp. 445.

et er sandsynligvis sin egen tekst.

4https://digital.onb.ac.at/RepViewer/viewer.faces?doc=DTL_4914372&order=1&view=SINGLE Kivie Cahn-Lipman og ACRONYM for at påpege dette

5Ahrens, Christian: Eine unbekannte Quelle zur Frühgeschichte des Kontrafagotts und Überlegungen zu dessen Verwendung in Bachs Johannes-Passion. [Unveröffentlicht] – Her er f.eks. Johann Michael Nicolais Sonata à 2 fra den nævnte „Partiturbuch Ludwig“, som kræver en G.

6https://de.wikipedia.org/w/index.php title=Spezial:Zitierhilfe&page=Bezirk_Altona&id=200353215&wpFormIdentifier=titleform

7https://commons.wikimedia.org/wiki/File:AlteReformierteKircheKleineFreiheit.jpg#/media/Datei:AlteReformierteKircheKleineFreiheit.jpg

8 Registeret angiver nummeret 113 som det sidste ciffer, da tallet 51 fejlagtigt blev tildelt to gange af Ludwig.

9Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke M for besparelserne

10 www.nordkirche.de/fileadmin/user_upload/Kirchenmusik/Dokumente/36_Essen_ME_Schalle_nur.pdf

11 Rampe, Siegbert: Georg Philipp Telemann und seine Zeit. – Laaber : Laaber-Verl., 2017. – S. 70 und 211.